2 sek...

02/03/2019

Stop uligheden

Jeg tager toget for tiden. Hver morgen cykler jeg til stationen, venter et par minutter og kl. 7.29 presser jeg mig ind gennem togets åbne døre, sammen med ca. 50 andre mennesker. Muligvis mere, jeg har aldrig været god til tal!

Heldigvis har toget mere end en dør, ellers ville DSB, jo sjældent køre til tiden. Jeg skal måske lige advare om, at ironi kan forekomme!

På vej ind, er der omtrent ligeså mange der skal ud! Så man kan vel godt antage, at det ene tog, på Holbæk station, akkumulerer en menneskemængde på omkring 100 mennesker. Der kører naturligvis ikke kun det ene tog og man kan nok godt antage, at toget kl. 7.13 akkumulerer ligeså mange passagerer, hvis ikke flere. Og det samme med toget kl. 7.35

Udover det tog mod Roskilde, som jeg skal med, er der selvfølgelig også toget mod Kalundborg kl. 7.14. Der vælter også en forholdsvis stor menneskemængde ud! Og ligeså mange, presser sig ind! Antallet af passagerer ind og ud af toget fra Østerport kl. 6.55, kan jeg selvfølgelig kun gisne om, men da toget ikke kører videre, kan man godt antage, at en del passagerer vælter ud!

Udenfor stationen, fik jeg i dag, stukket en pose i hånden. Det var en papirspose. Fagbevægelsens Hovedorganisation har fokus på, at stoppe uligheden. En ret fin sag må man sige!

I posen, lå der en karamel, en chokolade mønt og et postkort formet, som et stop skilt. Der er en grafiker, et sted der har været snedig og vidst, at alle mennesker, ihvertfald dem med kørekort, og nok også dem på cykel, har lært at symbolet, som ser sådan ud, betyder stop og dermed, ubevidst forstår, at det her handler om noget der skal stoppe. Ydermere var postkortet rødt og så ved vi godt, at det er noget der skal stoppe med det vuns:

“Grøn mand gå, rød mand stå”!

Jeg har prøvet, at få stukket et lignende postkort i hånden en gang før, nemlig d. 6 februar. Der var det ikke pakket ind i en papirspose, og der var ingen karamel eller chokolade mønt!

I dag tog det mig lige omkring 5 meter, måske mindre, jeg har aldrig været god til tal eller afstand, at kigge ned i posen og tænke:

“Karamel, ej det kan jeg ikke lide. Chokolade?! Ej Stine, så taber du dig jo aldrig. Nå, der er det der postkort igen! Jeg smider det sgu bare ud! Men Stine, chokolade? Ej, smid det ud!

Det var da egentligt spild af papir?”

Og så smide papirsposen med karamel, chokolade mønt og postkort ud!

Er der i øvrigt en der sætter et kryds i en kalender; jeg har smidt CHOKOLADE ud!!

Oppe på perronen, var der mange mennesker, som der plejer. Flere af dem havde den hvide papirspose i hånden. En af dem, en blond ung pige (må man sige det mere?) tog postkortet op af posen, kiggede på den ene side af kortet, kiggede i posen og smed det hele ud!

En mand, han var ikke blond og heller ikke specielt ung, nøjedes med, at smide postkortet ud. Han vidste af erfaring, hvor lækkersulten man kan blive om eftermiddagen. Han var snarrådig!

Jeg forestiller mig, at scenariet med papirsposen med karamel, chokolade mønt og postkort også har fundet sted på andre stationer rundt om i det danske land i dag og også d. 6 februar. Selvom Holbæk er noget for sig (ihvertfald i følge Peter Belli) er den jo ikke verdens navle.

Nu sidder du nok og tænker:

“Men Stine, er der en mening eller et form for budskab med det her?”

Og ja, det er der! Det kommer om lidt.

I skrivende stund sidder jeg i toget mod Næstved. Jeg stod af i Roskilde, som man siger, og skiftede tog. I toget mod Roskilde, kiggede jeg op fra min telefon og så, at stort set alle andre stadig kiggede ned i deres.

Det samme gør sig gældende i toget mod Næstved, hvor jeg sidder nu.

Jeg tror godt, at vi kan antage, at de kigger på enten Facebook, Instagram, Twitter, LinkedIn eller Youtube! Hvis de er den kreative type kunne de godt kigge på Behance, det er vi jo nogle der ynder at gøre!

Alternativt kunne de tjekke deres mail eller kalender, men jeg er ret sikker på, at de på et eller andet tidspunkt i løbet af togturen svinger forbi et eller andet socialt medie.

Så…

Kære Fagbevægelsen Hovedorganisation

Det er fandenfløjteme spild af papir med de der postkort OG papirsposer, når i har muligheden for, at gøre opmærksom på jeres sag på de sociale medier!

Det kræver egentligt bare, at et kreativt menneske, der tænker en lille smule ud af boksen, får en ide, der kan fange folks opmærksomhed. Og med de penge i har brugt på papir, så ved jeg, at i har budget til den slags!

Og jo, jeg har kigget jeres facebook profil igennem. Jeg skimmede. Det fangede nemlig ikke helt min opmærksomhed!

Nu er det er muligt, at du tænker:

“Men Stine, du kunne bare have sagt nej tak til papirsposen med karamel, chokolade mønt og postkort!”.

Og ja, det kunne jeg! Men damen der rakte mig det, smilede til mig og sagde:

“Ha’ en god dag”

Man kan jo ikke ignorere eller afvise, et andet menneske der smiler til en og ønsker en, en god dag! Jeg kan ihvertfald ikke!

Ja tak til mennesker der smiler.

Nej tak til papirsposer med karamel, chokolade mønt og postkort!

#StopUligheden

//Stine

Posted in På fartenTaggs:
Write a comment