2 sek...

05/08/2019

Rømø tur/retur

Kender du det der med at læse det med småt? Jeg har alle dage været dårlig til det og sidste sommer blev jeg bekræftet, i at jeg ikke er den eneste.

Min gode højskole veninde Lotte og jeg, havde aftalt at vi skulle tage på en tur. En af de der ture fyldt med wellness, vin og vandudsigt (ja, jeg ved godt, at det hedder havudsigt, men det andet ligger bedre i munden…som man siger).

Nå, men Lotte fandt hurtigt, et virkeligt godt tilbud med egen bjælkehytte på Rømø med tilhørende wellness-center til en uhørt lav pris!

“K Ø B” var mit svar og det gjorde hun.

Da dagen oprandt pakkede vi bilen med al vores habengut, ja der var alligevel en del, man ved jo aldrig hvad man får brug for på Rømø, og begav os ud på en køretur tværs over landet. Det var svedende varmt den dag, altså VIRKELIGT varmt, så jeg var enormt taknemmelig for Lottes forholdsvise nye bil med den dejligste aircondition!

Efter nogle timer på landevejen, ankom vi til Sønderjylland. Vi havde naturligvis planlagt at tage et smut til Tyskland, det hører sig jo til, når man er på de kanter af Danmark.

Handle, handle, handle, handle ooog handle og bilen var nu fyldt til bristepunktet! Temperaturen var stadig ulideligt høj og jeg holdte mig i live ved tanken, om den iskolde drink jeg skulle have senere, mens jeg sad foran bjælkehytten og nød havet, solnedgangen og en let brise.

Det viste sig, at være lidt svært, at komme ud af Tyskland. Vi kunne ligesom ikke helt komme tilbage på den vej vi var ankommet af, men intet er jo så skidt, at det ikke er godt for noget og vi fik set lidt af Tyskland på vores omvej.

Vi kom ud af Tyskland i live og nåede frem til Rømø og fandt vejen frem til det overdådige wellness center, hvor vi skulle nyde freden og sommeren i vores egen bjælkehytte. I informationen blev vi mødt af en meget charmerende mørkhudet ung mand, som jeg nok syntes flirtede enormt meget med mig, men det er jo altid rart, når unge mænd vil det og hvem ved hvor længe de har lyst til det, så jeg sugede det til mig.

Den unge charmerende mørkhudet mand  pegede på et kort og sagde:

“I skal bo her i hytterne, lige ved siden af toiletterne. Det koster 7 kr. at gå i bad.”

Og der gik det op for både Lotte og jeg, at vi var på en campingplads!

Min drøm om den kolde drink, solnedgangen og bølgernes beroligende brusen begyndte på det her tidspunkt  langsomt at sive ud mellem hænderne på mig, som det fineste strandsand.

Vi tog det med et påtaget smil og begav os afsted mod hytten. Jeg håbede, for det skal man altid lige til det sidste, på det bedste, men da vi parkerede ved en hytte på størrelse med det teenage værelse, på 11 kvm, jeg havde tilbage i 1994, ja der brast håbet og drømmen altså! Udsigten, som jeg havde drømt om, var ikke rigtigt at finde – til gengæld boede rengøringspersonalet i en campingvogn lige foran os, så en slags udsigt havde vi da.

Her var det, at Lotte og jeg valgte at grine, for det der med at græde, det plejer aldrig rigtigt at hjælpe og så sad vi lige lidt i bilen for ligesom at nulstille vores forventninger.

Efter vi havde gjort det, låste vi døren op til vores, ja vi kan vel godt kalde det træhytte, bjælker var der ihvertfald ingen af. Det der ramte mig i ansigtet da vi åbnede døren var følelsen og lugten af sauna! Mine lunger fyldtes med brandvarm luft og det gik op for mig at vi skulle sove her, i noget der mindede om min mors drivhus på en brandvarm sommerdag!

Lige i det øjeblik var jeg lige ved at gi’ op, men heldigvis havde vi købt bland-selv-slik i Tyskland og det var helt perfekt til trøstespisning over mine bristede drømme! Her gik Lotte i survival mode og begyndte at fylde ting i køleskabet, som godt nok var lille bitte, men dog koldt! Jeg begyndte at tænke over hvor vi skulle sove, for der var kun en sofa, et bord og to stole i rummet!

En inspektion af sofaen viste, at det faktisk var en sovesofa! Ryggen kunne slås op og under sofaen kunne man trække en seng ud. Jeg sagde:

“Helle for sofaen”.

“For jeg skal kraftedeme ikke ligge på den der tarvelige feltseng” tænkte jeg.

Lotte er indrettet sådan, at når hun lægger sig ned, så sover hun og hun sover tungt, så hun virkede ret ligeglad med hvor hun skulle sove eller også så kunne hun fornemme, at jeg var på nippet til, at hænge mig selv fra den køjeseng der stod i det børneværelset jeg lige havde fundet.

Egentligt troede jeg, at det var et skab. Børneværelser er utroligt små i Sønderjylland! Så små, at der kun kan være en køjeseng og INTET andet.

Efter fordelingen af sovepladserne, var det ved at være tid til at få noget aftensmad og vi havde glædet os, for min far havde nævnt en fiskerestaurant, der skulle være helt fænomenal, så NU skulle vi ha’ fisk! Vi hankede op i os selv, eller det var nok mest mig der skulle det, men hanket op fik jeg gjort og vi drog afsted til fiskeparadiset.

“Vi lukker desværre køkkenet kl. 19!” sagde den søde unge jydske pige til os da vi var ankommet til fiskeparadiset. NU fik Lotte nok og svarede i en lidt hård tone:

“Jamen hvad foregår der? I kan da ikke lukke køkkenet kl. 19 midt i højsæsonen?”

Men det kunne de åbenbart og vi måtte nøjes med havnegrillen, hvor vi fik flirtet os til fiskefilet med remoulade, lige inden køkkenet lukkede. Med vi mener jeg naturligvis, at jeg skulle flirte med ejeren af havnegrillen, for Lotte var egentligt ikke specielt begejstret over hans “look”, som indbefattede guldkæde i en liiidt for åben og liiidt for spraglet skjorte, hår der havde fået rigeligt med brylcreme og så en promille på højde med en riiiigtig god eftermiddagsbrandert. Standarden var måske ikke helt det vi havde sat næsen op efter, men det var bedre end ingenting og den kolde øl jeg fik til maden var helt outstanding – den gjorde underværker! Ejeren, ham som “vi” skulle flirte med, rullede øllen inden han serverede den i glasset for mig. Enten var det rulningen eller det faktum, at jeg var enormt sulten der gjorde, at jeg faktisk blev halv beruset af den fantastiske øl og humøret steg til nye og uanede højder!

Hjemme i “hytten” var der Havana Club og Baileys på køl, mørket var faldet på og temperaturen faldet til noget der mindede om noget man kunne holde ud. Jeg fik en enestående Dark and Stormy og lidt Baileys og pludseligt kunne jeg sagtens overskue “hytten”.

Når man sån får sig en cocktail eller to i systemet, så skal det jo også ud igen og vi besluttede at finde de der toiletter. Lotte, som er enormt ansvarsfuld og lidt mindre “Arghhh det sker der ikke noget ved” end mig, insisterede på at låse døren mens vi vandrede ud på vores toilet færd og det gjorde hun så. Nøglen sad i en nøglering med et vedhæng, som var på størrelse med bunden af en flødebolle og som faktisk var ret tung. Så tung, at Lotte tabte nøglen ned mellem brædderne på “terrassen” foran vores “hytte”.

Nu grinede vi ekstra meget, godt hjulpet på vej af øl, Baileys og cocktails og nu var gode råd dyre, for vi kunne ikke komme ned til nøglerne. Her gik jeg så i survival mode og foreslog at vi da bare sov i bilen. Mit survival mode er imidlertid ikke så udviklet som andres, for nøglerne til bilen, lå inde i “hytten”, som vi på nuværende tidspunkt var låst ude af. Vores grin stivnede lidt, men kun lidt for vi havde jo fået cocktails og vi besluttede, at der da måtte være et menneske et sted med en nøgle! Toilet først, reception lige bagefter!

I receptionen var lyset tændt.

“Yes mand, så er der jo nogen derinde” blev vi enige om.

Lykken var imidlertid helt vildt kort, for der var ikke et øje! Lys var der masser af, men ingen øjne! Vores færd fortsatte og heldigvis var der polakker ansat på campingpladsen og de arbejdede naturligvis stadigvæk da kl var 23.55.

I den lukkede restaurant shanghajede vi en polsk ung kvinde og hun var hjælpsom!

Efter at have forklaret hende om vores penible situation hentede hun et arsenal af køkkenredskaber, som jeg sjældent har set og vi satte i galop mod hytten. Okay, det var nok mest den polske unge kvinde der galoperede, Lotte og jeg var i let trav!

Tilbage ved hytten viste den polske unge kvinde og Lotte en stædighed jeg sjældent har set. Jeg gav dog hurtigt op, for mange kokke fordærver jo, som bekendt, maden og istedet stod jeg og betragtede månen, som var helt speciel smuk den aften.

Lotte og den polske unge kvinde fik i et smukt samarbejde skubbet nøglerne langt nok ud under terrassen til, at vi kunne nå ind under og få fat i dem. Med vi, mener jeg naturligvis jeg, for et eller andet skulle jeg jo lave og det blev så at stikke hånden ind i mørket hvor trolde og andet kryb bor.

Vi takkede den polske kvinde for hendes hjælp og iver og begyndte så småt at gå i seng.

Jeg har lært:

  • Læs altid det med småt, så kan du tilrette dine forventninger til virkeligheden
  • Vent ikke med at finde et sted at spise aftensmad til efter kl. 19, hvis du befinder dig på Rømø i højsæsonen.
  • Hold altid ekstra godt fast i tunge nøgler
  • Der er altid en hjælpsom polak i nærheden, når du har brug for det.

//Stine

Posted in RejserTaggs:
Write a comment