2 sek...

02/01/2019

Om vaskekældre

Så er den gal igen! Undertegnede har været på eventyr!

Denne gang, var rejsen ikke så lang, faktisk var det ikke en rejse, men nærmere en lille udflugt. Destinationen var noget så eksotisk som vaskekælderen!

Jeg er jo lige flyttet i lejlighed, som jeg iøvrigt er overordentligt glad for og til sådan en lejlighed hører der, traditionen tro, en vaskekælder.

Sidste mandag, skulle jeg så vaske mine nyindkøbte og meget flotte håndklæder. Jeg er gået all in på rosa håndklæder, fordi det må man godt når man er kvinde og bor alene! Det er meget vigtigt, at håndklæder ligger i blød i koldt vand i mindst 24 timer og derefter bliver vasket inden brug; det var lige en slags service meddelelse, brug den eller lad vær’.

Nå, men det var altså sidste mandag og det var en vaskeægte mandag, for jeg havde stadig tømmermænd fra om lørdagen. Det betød ,at jeg ikke var sån særlig pæn i det! Min t-shirt havde jeg spildt et eller andet på og mit hår så ud, som da jeg kom hjem søndag morgen kl 4.30 og så var jeg iført min yndlings slap-af-bukser som er 2-3 numre for store, men meget meget dejlige indeni!

Mit look toppede jeg af med mine Reebok sko, som jeg malede på da vi (mine forældre og jeg) renoverede lejligheden!

Alt i alt et virkeligt flot outfit!

Ved 19-tiden snuppede jeg en vasketid fra 17.30-20.00. Og smed mine flotte håndklæder og en sort vask over. Planen var, at jeg kunne tørre, når næste person skulle vaske kl. 20.00. Det er sån en slags uskreven regel, for man starter jo ikke med at tørre sit tøj, så den første time af en vasketid, er tørretumbleren jo altid ledig!

Nå, men 20.02 begav jeg mig ned for, at smide de to vaske i tørretumbleren. Jeg skyndte mig, for jeg vil jo ikke være en dårlig nabo og være til gene for den næste der skulle vaske!

Jeg skynder mig ind i vaskerummet og bliver lidt forskrækket da en mand, en pæn mand, dukker op indefra tørrerummet!

Jeg afkoder riiiimeligt hurtigt, at han er på min alder, ret pæn, lidt håndværker agtigt og tydeligvis single! En mand i et forhold vasker ikke mandag aften kl. 20!

Og SÅ gik det op for mig hvordan jeg så ud og så skulle det gå stærkt med, at komme ud af den kælder igen!

Øhm… jeg kan godt lige tørre mit tøj, mens du vasker ikk?” sagde jeg, meget frisk og overskuds agtigt for at opveje for mit sløje udseende.

Jo selvfølgelig” svarede den flotte mand.

Jeg åbnede vaskemaskinen og manglede en vaskekurv, en af dem med hjul under, som altid er i vaskekældre og jeg spurgte derfor den flotte mand:

Er der ikke sån en….” og mimede hvordan man skubber sådan en vaskekurv med hjul under rundt, for så måtte han da forstå hvad jeg mente?!

Der gik lige et par sekunder før han forstod hvad det var jeg prøvede at mime og svarede:

Vasketøjskurv? Nej det er her ikke.

Og så var jeg hurtig og fik sagt, at jeg lige var flyttet ind så jeg ikke helt havde styr på det hele endnu og samtidig gav jeg ham lige en chance for at forstå mine malede sko! Snedigt af mig!

Så fortalte den flotte mand mig, at han havde boet her i 9 år og at han var meget glad for det. Til det svarede jeg:

Jeg havde også engang en søster der boede her.

Og det var en helt forkert opbygning af den sætning, for min søster lever o bedste velgående så jeg har hende jo stadigvæk! Til mit forsvar skal det lige siges, at jeg var ret befippet over, at jeg lige havde tabt mine trusser på gulvet lige foran den flotte mand! Altså trusserne fra den sorte vask, ikke dem jeg havde på og det er sgu bare altid lidt kikset, at kaste rundt med ens trusser!

Da jeg endelig havde fået proppet mit vasketøj i tumbleren, hastede jeg ud til mit kælderrum, hvor jeg opbevarer vaskemiddel og den slags. Her åndede jeg lettet op over, at jeg overlevede den kiksede situation!

På vej ud af kælderen indhentede den flotte mand mig imidlertid og gik bagved mig hele vejen ud til døren, op ad trappen, rundt om hjørnet og ind i opgangen uden, at jeg kunne finde på en eneste fornuftig ting at sige!!

I opgangen lod jeg som om jeg ikke lige havde tømt min postkasse og gjorde det igen, så han kunne overhale!

I 2019 vil jeg:

  • Blive bedre til det der smalltalk
  • Gøre lidt ud af mig selv når jeg skal vaske – det andet er altså for kikset!
  • Aldrig tabe mine trusser foran en fremmede mand! Ihvertfald ikke i vaskekælderen!

//Stine

Posted in PinligtTaggs:
Write a comment